Partner, Senior kommunikationsrådgiver

Hanne Fast Nielsen

KOMMUNIKATIONSRÅDGIVNING

Som leder skal du kunne kommunikere klart i enhver situation

Om mig
Din kommunikation som leder er altid omdrejningspunktet, når jeg rådgiver dig. Jeg har mange års erfaring som kommunikationschef og rådgiver i større private virksomheder og offentlige organisationer. Det har givet mig redskaber, der virker og en god fornemmelse for, hvad der er brug for i en given situation.

Jeg er uddannet journalist og derfor trænet i at skære ind til benet, formulere budskaber og sætte præcise ord på nye tanker og visioner. Jeg har arbejdet med stort set alle medieformer, blandt andet på DR. Jeg har en master i virksomhedskommunikation og har gennem mange år været selvstændig kommunikationsrådgiver for både store og små virksomheder og organisationer i Danmark

Mine kompetencer og redskaber: 

  • Kommunikationstræning for ledere
  • Forandringskommunikation
  • Kommunikationsstrategi og implementering
  • Krisekommunikation og medietræning
  • Interessentanalyse
  • Public Relations
  • Film og video
  • Kampagner

Min baggrund og forudsætninger for at kunne hjælpe dig med kommunikationstræning:

  • Partner, Senior Kommunikationsrådgiver, Jøp, Ove & Myrthu CPH
  • Kommunikationsrådgiver: Leadership Communication, Danfoss
  • Kommunikationschef: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
  • Kommunikationschef: The Copenhagen Center for Corporate Responsibility
  • Kommunikationschef: Scleroseforeningen
  • Studievært/redaktør: P1 Morgen, Mediemagasinet DR2 og TV3
  • Journalist: Amtsavisen i Randers, DR P1 og Alfa Press
  • Uddannet journalist og Executive Master i Corporate Communications

Som leder skal du være god til kommunikation

Kravene til en leders kommunikative færdigheder stiger voldsomt og mediepresset er konstant i disse tider. Det stiller krav om præcis, individuel rådgivning, for generelle standardløsninger rammer sjældent skiven.

Nogle kunder ringer, når de pludselig står i en mediestorm. Andre inviterer mig med omkring et fredeligt mødebord for at komme med bud på, hvad der på længere sigt skal til for at styrke deres position og omdømme.

Min opgave er at lytte og analysere situationen. At vælge de rigtige redskaber. Derefter at omsætte strategien til konkrete handlinger og få beslutninger og planer gennemført, så det giver de bedste resultater for virksomheden.

Kommunikation til krise eller stilfærdig forandringsproces?

Uanset om din virksomhed står i en buldrende krise eller før en stilfærdig forandringsproces, tilbyder jeg min bedste bistand og rådgivning. Vores første møde er gratis.

Kommunikation skal have effekt – det skal kommunikationstræning også.

Kommunikationstræning og teknikker

God kommunikation får tilhørerne til at spidse ører. God kommunikation er lig med indflydelse. Kunsten er at finde frem til dine forudsætninger for at skabe god kommunikation.

I vores træning tager jeg udgangspunkt i dig og din person. Målet er at folde dine stærke sider ud, så du optræder autentisk, som det menneske du er – og ikke i en kunstig, tillært rolle.

Ofte er det små justeringer, der hjælper dig til at trænge igennem. Hvordan er dit tempo, når du taler? Hvordan er din diktion, og husker du at holde pauser både af hensyn til dig selv og til dine tilhørere?

Samspillet og den levende kontakt i kommunikation

Det er vigtigt at udvikle en teknik, der giver din hjerne fred til at kunne håndtere både de fakta, der er i spil og samtidig, somme tider det vigtigste, at fastholde en levende kontakt med tilhørerne. For det er samspillet og det gensidige nærvær, der åbner døren for dig, hvad enten du står foran en proppet sal eller sælger et projekt hen over bordet.

Træning i at blive en dygtig kommunikatør

Det er her, træning i kommunikation kommer ind i billedet. Vi arbejder med din fremtoning, og den usikkerhed, mange går rundt med. En usikkerhed der kan få budskaber til at vakle, netop når det gælder. Vi træner ’is i maven’ og ’at tænke før, du taler’. Andre vigtige sider af kommunikationen er aktiv lytning, imødekommenhed, anerkendelse og svarteknik – alle færdigheder der er med til at styrke dig som kommunikator.

For enhver leder er det et værdifuldt aktiv at være en dygtig kommunikator. Ikke alle er født med de kompetencer. Det kræver naturligvis en indsats at lære det, for det kommer ikke af sig selv. Jeg stiller op som en determineret og opmærksom med- og modspiller i dit træningsforløb.

Hvordan lærer jeg at kommunikere i klar tale til medarbejdere?

’Hvad mente hun med det’?

’Sagde han ikke, at…’?

Somme tider er spørgsmålene mange, efter at en leder har talt til sine medarbejdere. Enhver kan se, at det er imod hensigten at sprede usikkerhed og mangelfuld forståelse, når formålet med talen er at skabe tillid og klarhed.

Træningsforløbet er individuelt

Træningsforløbene tilrettelægges individuelt for den enkelte kursist og ligger uden for almindelig arbejdstid.

Træningen foregår med kamera hos os i Bredgade 30.

Værdien af kommunikation med klare budskaber

Klare budskaber kan sætte kursen for din virksomhed og inspirere dine medarbejdere til at gå forrest og føle ansvarlighed og engagement.

Det er en udbredt dårlig vane at pakke budskaber ind i floffy tale og uld i mund. Ofte taler vi sådan for at undgå at støde nogen og ud fra et ønske om at vise hensyn. Resultatet er, at modtagerne lades tilbage med usikkerhed og dalende respekt for sagen. Klare ord og svesken på disken er medicin mod denne uskik.

I træningen arbejder vi med at formulere klar og afstemt tale og hvile i en rolig fremtoning. Begge dele er forudsætninger for at forandre tingenes tilstand og give kommunikationen betydning.

Kommunikation kan forebygge problemer

Det er nemt at være bagklog, men det er klogere at være forberedt. Derfor arbejder vi med at forebygge problemer ved at træne nogle af de mest grundlæggende svar. Det skaber sikkerhed, når virkelighedens udfordringer uden varsel melder sig.

Krisekommunikation – når skaden er sket

Overraskende mange virksomheder ved ikke, hvad de skal gøre, når de pludselig står på kanten af en krise. Mange problemer starter i det små. Måske regner du med, at I nok skal klare den. Din intuition fortæller dig alligevel, at en bekymrende krise er under opsejling, hvad end det drejer sig om en pludselig økonomisk udfordring, dårlig ledelse, sexisme eller andre uforudsete vejsidebomber.

En krise kan ulme og udvikle sig mere og mere uforudsigeligt dag for dag. Nu er det store spørgsmål, hvornår du erkender, at du som leder skal til at tænke anderledes, agere på helt nye måder og træffe dine forholdsregler. Det kan være internt i virksomheden og det kan være eksternt. Kunsten er at gribe ind i tide, før krisen er i medierne og i gang med at trække dig og din virksomhed ned.

Du har nok set tilstrækkeligt med kriser rullet ud i bedste sendetid og spredt på sociale medier til at vide, at du skal reagere, før dit fly begynder at vende næsen mod jorden. Hvis ikke du reagerer i tide og træffer de nødvendige valg, risikerer din virksomhed at tage skade på omdømme og omsætning. Ikke alle ledere er klædt på til at klare en stor krise, måske kun de færreste.

Krisehåndtering og medietræning

Mit tilbud er at være din loyale sparringspartner i en mediekrise. Jeg sørger for at få skilt tingene ad og finde frem til den form for kommunikation, der kan hamle op med situationen. En krise er en meget presset situation, og lederen med det store ansvar har med stor sandsynlighed brug for en bisidder. Husk, at du og din virksomhed hvert minut bliver bedømt på jeres tone, kultur og adfærd.

Jeg giver dig medietræning og sørger for at du står frem med klare budskaber.

Strategisk kommunikation i virksomheden

Virksomhedens mål er vigtige, og bliver de indfriet eller overgået, er det den ultimative succes. Men vejen til målet er ikke mindre vigtig. Det er her, den strategiske kommunikation skal stå sin prøve. Den fokuserer både på her og nu – og på det lange perspektiv.

Hvordan skal vi kommunikere mest optimalt for at nå vores mål?

Det arbejder vi os frem til i tæt dialog, og når valgene er truffet og strategien lagt, kan I sikkert selv gå videre. Eller I kan vælge at inddrage mig som bisidder, som coach eller som bande – som det passer i virksomhedens strategiske arbejde på den spændende og udfordrende vej mod målet, hvor også justeringer og præcis timing kan være springende punkter. Nogle virksomheder bruger mig som deres eksterne kommunikationschef i stedet for en fastansat på fuld tid.

Forandringskommunikation

Selv om du måske er CEO, kan det være en god idé, at vi sammen arbejder med CEO-branding.

Forandringskommunikation fremstår måske også som en lidt tåget og teoretisk størrelse.

Jeg har ledere og CEO´er i forløb, hvor vi træner kommunikation og bruger strategisk kommunikation som et meget håndgribeligt værktøj til at nå bestemte mål.

Mine faste kunder bruger mig jævnligt til strategisk kommunikationsrådgivning. Når vi har lært hinanden at kende, er en hurtig snak på telefon eller en sms mange gange tilstrækkeligt.

Jeg er klar til at se på jer med store, friske øjne. Jeg skubber nok til jer, nogle gange nænsomt, andre gange lidt hårdere, men altid med respekt og med fokus på strategi og mål.

Du kan få telefonrådgivning i svære kommunikations spørgsmål

Journalisterne banker på. Det kommer som lyn fra en klar himmel og indenfor ganske få timer er du endt i et vanskeligt dilemma og har brug for sparring og hjælp til at formulere det rigtige svar.

Du kan ringe til mig. Jeg har lang erfaring indenfor strategisk kommunikation og jeg arbejder som fast tilkaldevagt for mange kunder, der bruger min sparring og rådgivning i pludseligt opståede situationer.

Ring 40501054

Hanne Fast Nielsen